Kruså og grænselandet
Grænselandet ved Flensborg Fjord
Kollund – Krusaa – Bov – Padborg
Med den centrale beliggenhed udgør Kruså et ideelt udgangspunkt for en oplevelsesrig ferie. Her opleves kombinationen af 2 landes kulturer på en charmerende måde. Mange af de kulturelle oplevelser foregår både nord og syd for den dansk/tyske grænse. Her er mange aktivitetstilbud, seværdigheder, hyggelige byer. Kom og oplev den gæstfrihed som er en selvfølgelighed i området omkring Flensborg Fjord.
Flensborg Fjord området og grænselandet er fyldt med historie og kultur. Samtidig er her en pragtfuld natur der opfylder alle behov for naturoplevelser. Oplev den typiske atmosfære ved de traditionsrige ringriderfester, havne- og byfester der afholdes fra maj til september.
Lad børnene boltre sig ved de børnevenlige strande eller smut en tur med færgen til Store Okseø midt i fjorden. Gå en tur rundt om øen og nyd den afvekslende Flensborg Fjord kyst hele vejen rundt.
Frøslevlejrens Museum informerer primært om Frøslevlejren 1944-45, da lejren husede Det tyske Sikkerhedspolitis fanger i Danmark. Bov Museum i den historiske bygning "Oldemorstoft" informerer om lokalhistorien samt om grænsegendarmerne.
Hærvejen og Grænseruten krydser også området, ligesom Gendarmstien starter her og følger kysten 74 km til Høruphav gennem et meget afvekslende landskab.
Forretningerne bærer præg af grænsehandelen, dansk møbler og dansk design er godt repræsenteret i de forskellige forretninger, her findes også et godt udvalg af forretninger med antikviteter. De lokale turistbureauer hjælper gerne med brochurer og tilbud din næste ferie eller weekendophold.




